Fælles kabelanlæg

I 2025 besluttede Generalforsamlingen enstemmigt at sige ja til TDC NET’s tilbud om - uden omkostning for foreningen - at etablere fibernet til alle husstande, når vi samtidig skrev kontakt for levering af YouSee Internet 200/200 Mbit/s betalt via foreningens kontingent.

Med YouSee kontrakten forpligter foreningen sig til, at minimum 80 % af husstandene får internet fra YouSee. Hvis tilslutningen skulle blive mindre, hæfter alle husstande solidarisk for betalingen op til de 80 %. Den 3-årige kontrakt giver ikke blot en konkurrencedygtig pris på Internet, men også foreningspriser på YouSee’s øvrige Internet- og Tv-produkter.

De individuelle Internet- og Tv-produkter bestilles hos YouSee, og kvartalsvis betaling foregår direkte til YouSee.

Fibernettet blev etableret i sensommeren og er i drift fra 3. november 2025. I december 2025 er der ikke længere signaler i det oprindelige coax-kabelnet. Fibernettet ejes og drives af TDC NET.

Lidt historie

I de tinglyste Lokalplaner og Deklarationer for vores område kræves det, at alle husstande er tilsluttet det fælles antenneanlæg. Fra Grundejerforeningens start har antenneanlægget været den samlende aktivitet.

I mange år modtog foreningen Tv-signalerne via antenner og paraboler på vores egen mast. Anskaffelsesudgiften for en ny kanal blev stadig større, og da vi blot er 67 husstande til at dele udgiften, blev der kun opnået flertal for nogle få ekstra kanaler. I 2004 var der i alt 10 kanaler, heraf 3 betalingskanaler.

På Generalforsamlingen i 2006 blev det vedtaget, at få leveret Tv- og radio-signaler fra TDC Kabel Tv - nu YouSee. Alle betalte for kanalerne i "Grundpakken" via kontingentet til Grundejerforeningen. Foreningen ejede stadig kabelnettet med forstærkere, som blev moderniseret til at klare de mange Tv-kanaler, Internet og IP-telefoni.

I sommeren 2023 vedtog en Ekstraordinær Generalforsamling et generationsskifte i den måde, Grundejerforeningen Plantagegrundene driver vores fælles kabelnet på.

Fra 1. oktober 2023 indgik YouSee Bredbånd (200/20 Mbit/s) som en del af det årlige kontingent til Grundejerforeningen. Derimod må den enkelte hustand frit vælge, hvilket af YouSee’s mange Tv-produkter man ønsker, alternativt blot streame fra internettet.

 


www.2640V.dk - Grundejerforeningen Plantagegrundene - 2640 Hedehusene